______________________________________
TORBEN ENGELBRECHT
Enghaven 54
6990 Ulfborg
20272077
______________________________________
En stormfuld og iskold julenat mellem den 24. og den 25. december 1811 strandede de to britiske linieskibe HMS St. George og HMS Defence på kysten ud for Thorsminde.
Det var kun 23 mand ud af 1392 ombordværende, der overlevede forliset, der m.h.t. omkomne regnes for verdens største skibskatastrofe i fredstid.
På en lille bakke i yderste klitrække er der rejst en mindesten. Det var her man samlede alle ligene, efterhånden som de skyllede ind på stranden.
Stedet er siden blevet kaldt for Dødemandsbjerget.
Siden er der blevet dykket meget på vragene, og de fleste af de indsamlede effekter er nu permanent udstillet på Strandingsmuseum St. George i Thorsminde.
I 1998 startede en pengeindsamling for at sikre den fortsatte dykning.
Jeg havde lavet en serie på 3 billeder i akvarel og oliekridt over emnet St. George.
Med støtte fra UlfborgTuristforening og Rasmussens Bogtrykkeri i Ringøbing blev der fremstillet 25 eksemplarer af hvert billede, som herefter skulle sælges fra museet.
Det var med stor glæde jeg senere kunne overrække dykkerprojektet en check på 10.000 kr.
Senere fik jeg en nær tilknytning til museet bl.a. som medlem af støtteforeningens bestyrelse og dennes repræsentant i Ringkøbing Museum.
Billederne medførte også en anden oplevelse.
Jeg blev inviteret med ud på dykkerskibet Honte, hvor jeg direkte kunne følge Gert Normann og dykkerholdets arbejde over det historiske skibsvrag.
Det var spændende at se hvorrdan man arbejdede på skibet og nede ved vraget, som vi kunne følge på den interne tv-skærm. Det blev ikke mindre spændende når dykkerne vendte tilbage til overfladen og spredte deres fund af næsten 200 år gamle effekter ud på skibsdækket.
Mellem fundene var der effekter, der størrelsesmæssigt passede til børn i 10-12 års alderen. I 1800-tallet var det almindeligt, at både hær og flåde anvendte drenge i den alder som trommeslagere og hornblædere. Med i fundene var der bl.a. trommestikker og tøjstykker, der helt sikkert havde tilhørt en dreng i den alder.